Det er vores bryllupsdag, og jeg har aftalt med min mand, at vi skal have en nærværende weekend sammen i sommerhuset.

På et tidspunkt foreslår min mand, at vi bare sidder i stilhed og kigger hinanden i øjnene.

Men jeg kan ikke.

Det gør simpelthen så ondt i mine øjne, der er så lysfølsomme, at jeg må have solbriller på. Samtidig er jeg så træt, at jeg er ved at falde omkuld.  

Få dage efter går vi til lægen, og jeg får bekræftet det, jeg har frygtet i et stykke tid:

At den flåt der havde bidt sig fast i mit ben et par måneder tidligere havde smittet mig med Borrelia. 

Lægen udskriver en antibiotika kur.

Men jeg får det blot værre. En dag står jeg i køkkenet, og skal sige noget til min mand. Men pludselig kan jeg ikke huske noget. Min mand kigger bekymret på mig, for det er ikke første gang, at jeg glemmer ordene midt i en sætning i denne periode. Mine øjne er også stadig mærkelige.

“Det er som om mit blik hænger fast,” prøver jeg at forklare lægerne, når de spørger til mine symptomer. Jeg er nemlig flere gange inde på Rigshospitalets afdeling for infektionssygdomme. Men det er begrænset, hvad de kan gøre, siger de og jeg mærker frygten for kroniske senfølger af borrelia.

Det er nu flere måneder siden, at flåten bed mig, og jeg bliver stadig forpustet bare af at tage 5 skridt på en trappe, jeg er stadig ekstremt lysfølsom, har følelsesforstyrrelser i mine arme, har dagligt hovedpine, kvalme og er hele tiden træt. Jeg sover ofte 16-17 timer i døgnet, og når jeg er oppe kæmper jeg med svimmelheden. Og det er nok det værste. Den konstante svimmelhed, som gør, at jeg ikke kan læse eller koncentrere mig. 

Som klassisk homøopat er det naturligt for mig at slå symptomerne op i mine tykke Materia Medica bøger for at finde frem til et homøopatisk middel, der kan hjælpe mig, når jeg bliver syg. Men det kan jeg ikke denne gang, da svimmelheden gør det umuligt for mig at læse. Ordene flyder sammen foran mig, og bare det at bevæge mine øjne gør mig svimmel.

Derfor opsøger jeg en homøopat, jeg tidligere har delt klinik med.

Han spørger ind til mine symptomer, ligesom jeg selv ville gøre, når jeg er homøopat for en af mine klienter. “Hvad gør det værre” og “hvad gør det bedre?,” spørger min homøopat. Han spørger ind til, hvordan jeg har det følelsesmæssigt, hvordan trætheden føles, hvordan svimmelheden føles osv. Altsammen for at han kan spore sig ind på det rette homøopatiske middel til netop mig. 

Efter nogle konsultationer finder han frem til, at jeg skal have det homøopatiske middel COCCULUS.

Billedet her er fra det homøopatiske Repertory, som viser det første skridt i en omfattende og detaljeret analyse.

Jeg får det gradvist bedre og jeg kan begynde at læse igen. Svimmelheden og føleforstyrrelserne i mine arme aftager og jeg får mere energi. Lysfølsomheden er det symptom, der bliver tilbage.

Jeg tager derfor det homøopatiske middel phosphorus, som har hjulpet mig før i andre situationer.

Min lysfølsomhed forsvinder, og min mand fortæller mig også, at det er dejligt at “have mig tilbage”, fordi jeg nu igen er blevet helt frisk og klar i hovedet. 

Et års tid efter får jeg den glædelige mulighed at hjælpe en mandlig klient, som kommer til mig, netop på grund af senfølger efter borrelia. Det at jeg i dag kan bruge mine egne erfaringer med borrelia, gør det nemmere for mig at sætte mig ind i mine klienters sted, også selvom de kommer med deres egen unikke sygdomshistorie. Det var da også et helt andet homøopatisk middel min klient skulle have for at få det bedre. 

Jeg værdsætter den hjælp jeg fik af min læge og speciallægen på hospitalet. Og jeg er sikker på, at antibiotikakuren har været med til at hjælpe mig, selvom jeg også fik det værre. Samtidig er jeg taknemmelig for min viden om klassisk homøopati, for uden den ved jeg ikke, om jeg ville være sluppet så hurtigt for de forfærdelige senfølger efter borrelia.