Når et barn får diagnosen ADHD, retter vi ofte blikket mod det, der kan iagttages udefra: uro, koncentrationsbesvær, sensitivitet, voldsomme følelsesudbrud eller vanskeligheder med at tilpasse sig rammerne i skole og hverdag. Men bag disse ydre symptomer gemmer der sig en indre verden, som vi sjældent får adgang til. En verden af intense sanseindtryk, tankestrømme der aldrig står stille, og følelser, der kan føles overvældende og ukontrollerbare.

Homøopatiens unikke potentiale ligger i dens evne til at se hele barnet, som et levende, sansende og følende menneske.

Behandlingen er både blid og individuel tilpasset det enkelte barns personlighed, temperament, følelsesliv og reaktionsmønstre. Det betyder, at tre børn med samme diagnose kan få vidt forskellig behandling med homøopati, netop fordi de er forskellige i deres måde at være i verden på. Også selvom de har den samme diagnose.

I homøopatisk behandling tager vi udgangspunkt i barnets subjektive oplevelse af verden.

Vi lytter til det, der rører sig under overfladen, hvordan barnet sanser, føler og reagerer, både fysisk, emotionelt og mentalt. Alle disse lag er væsentlige og uadskillelige i forståelsen af barnet som helhed. Først når vi ser barnet i sin fulde kompleksitet, kan vi finde det specifikke homøopatiske middel, der spejler og støtter barnets unikke væsen.

Klassisk Homøopati er baseret på princippet "like cures like” og de homøopatiske midler stammer fra planteriget, mineralriget og dyreriget.

De homøopatiske doser er ikke toksiske, har ingen skadelige bivirkninger og er ikke vanedannende på nogle måder, hvilket gør homøopati til en særlig blid og velegnet behandlingsmetode, især for børn.

Et eksempel på et homøopatisk middel der gives ud fra lighedsprincippet i behandlingen af børn med ADHD er kaffe (Coffea Cruda). Dette kan virke paradoksalt, da kaffe er kendt for at kunne forårsage hyperaktivitet, irritabilitet og søvnproblemer. Men det er netop det homøopatiske lighedsprincip, der træder i kraft.

Der er mange forskellige homøopatiske midler, der bruges i behandlingen af børn med symptomer på ADHD.

Her er en kort beskrivelse af 3 forskellige homøopatiske midler.

Bemærk, de meget forskellige personlighedstyper og reaktionsmønstre i de tre beskrivelser.


Coffea cruda 


Når alting sanses hele tiden - Tankemylder og søvnløse nætter

Coffea Cruda er et homøopatisk middel, der især gives til børn, hvor nervesystemet er i konstant alarmberedskab.

Barnet er vågent, sansende, hurtigt tænkende, men samtidig så overstimuleret, at det bliver uroligt, pirreligt eller søvnløst. Tænk på et barn, der ikke kan finde ro i sin egen krop eller sit eget hoved, der reagerer stærkt på lyde, lys, stemninger og stemninger i rummet. Det er barnet, der er "på" hele tiden og nærmest aldrig rigtig kobler fra.

Barnet er intelligent, hurtigt og levende, men det hele går alt for stærkt. Hjernen arbejder i døgndrift og især om aftenen kan det være svært at falde til ro, fordi tankerne bliver ved med at køre. "Coffea børn" har ofte søvnproblemer, de kan være lysvågne efter en lang dag, græde fordi de ikke kan falde i søvn, eller vågne midt om natten og ikke kunne finde hvile igen.

Der er en stor indre følsomhed, som gør barnet særligt modtageligt for stimuli: lyde, lugte, skarpt lys, uro i hjemmet, spændinger mellem voksne. Det hele opfanges og sætter sig som indre uro. Barnet reagerer på det hele og har svært ved at sortere eller filtrere.

Børn i "Coffea-tilstand" kan også være euforiske, opstemt og energiske, næsten som om de er “høje på livet”, men på en måde, der ikke er i balance. Selv små ting kan udløse stor glæde, men den slags glæde kan også føre til overstimulering og uro bagefter.

Ofte har barnet en høj grad af sensitivitet, både fysisk og følelsesmæssigt, men det ytrer sig som hyperaktivitet, søvnløshed og mental uro snarere end sårbarhed. Midlet Coffea Cruda kan være utroligt effektivt til børn, der er som “et åbent nervesystem uden filter”, og som har svært ved at finde ro og hvile, både mentalt og fysisk.

Midlet hjælper med at dæmpe overstimuleringen, støtte nervesystemet og give barnet mulighed for at lande i sig selv, med mere ro, dybere søvn og bedre koncentration til følge.

Det handler ikke om at dæmpe barnets kreativitet, men om at hjælpe det med at finde ro, rytme og rum til at være sig selv, uden at brænde sammen.


Stramonium 


Når barnet lever i indre frygt og kaos

Stramonium er et af de mest potente homøopatiske midler, når det kommer til børn, der er dybt præget af frygt, traumer og indre kaos. Det er særligt relevant ved ADHD, hvor symptomerne ledsages af intens angst, mareridt, mørkerædsel, voldsomme reaktioner og en fornemmelse af at være overvældet af verden omkring sig.

Stramonium er et homøopatisk middel til børn, der bærer på en dyb, ofte skjult angst. Det er barnet, der virker vredt, voldsomt eller ude af kontrol, men bag den udadreagerende adfærd ligger en grundlæggende oplevelse af indre uro og frygt. Barnet kan være bange for mørke, for at være alene, for dyr, for monstre, for natten og mange andre irrationelle ting. Det kan virke, som om det lever i en verden, hvor farer lurer overalt, og hvor det ikke kan finde tryghed.

Barnet kan reagere med raseriudbrud, panikanfald, voldsom opførsel eller fysisk aggression, ikke nødvendigvis fordi det ønsker at skade, men fordi nervesystemet er i konstant alarmtilstand. Mange børn med behov for Stramonium har oplevet chok, traumer eller pludselige adskillelser, selv hvis de ikke er bevidste om det. Følelsen af at være forladt, alene eller bange sidder dybt i dem og former deres reaktionsmønstre.

Natten er ofte svær. Barnet kan vågne skrigende af mareridt, have svært ved at falde i søvn, nægte at sove alene, eller være overdrevent bange for mørket. Det kan have visuelle hallucinationer i halvsøvne og vågne med hjertebanken og panik. Dagslys og kontakt med en tryg voksen dæmper ofte frygten, men den vender hurtigt tilbage, når barnet er alene.

På overfladen kan barnet virke kontrollerende, dominerende eller vredt, men under dette ligger en dyb indre sårbarhed og en oplevelse af at være truet. Der er ofte hypersensitivitet overfor lyde, lys og uro, og barnet kan reagere med ekstrem voldsomhed på noget, som for andre virker småt.

Stramonium er et vigtigt middel til børn, der har et ekstremt overbelastet nervesystem og som reagerer med enten vrede eller panik. Det er barnet, der kæmper for at holde sammen på sig selv og som har brug for at finde tryghed og ro indefra.

Midlet kan hjælpe med at forløse dybe angsttilstande, dæmpe voldsomme følelsesudbrud og støtte barnet i at lande mere sikkert i sig selv og i verden.



Hyoscyamus Niger


Når impulserne tager over og stilheden er utryg

Hyoscyamus Niger er et vigtigt homøopatisk middel til børn, der har svært ved at styre deres impulser.

Barnet kan opføre sig påfaldende, grænseoverskridende eller fjollet, ofte på en måde, der tiltrækker sig opmærksomhed. Det kan ofte sige upassende bemærkninger, larme, fnise, tale om ting, der ikke passer ind i situationen, eller på anden måde være ekstrem i sociale sammenhænge. Der kan også være en tendens til seksuelle undertoner eller adfærd, som virker upassende i barnets alder f.eks ved at tage tøjet af, røre ved andre eller tale ekstra meget om afføring, som de kan være dybt fascineret af.

Adfærden kan virke dramatisk, udadreagerende eller ekstremt snakkesalig, men bag dette ydre kaos ligger ofte en sårbarhed og følelsen af ikke at blive set. Barnet har ofte en grundlæggende angst for at blive forladt og søger derfor hele tiden kontakt og bekræftelse. Der kan også være meget jalouxi, især i forhold til søskende. Barnet forsøger at tiltrække opmærksomhed for enhver pris.

Barnet har ofte svært ved at finde ro. Det snakker konstant, også i søvne, og med sig selv og kan være urolig om natten med grineanfald, mareridt eller angst. Det er ikke bare fysisk uroligt, det virker som om, der er uro helt ind i tankerne. Det kan være svært at koncentrere sig og fastholde opmærksomhed, og barnet springer hurtigt fra det ene til det andet, både i leg og tale.

Børn, der har brug for Hyoscyamus, har ofte været udsat for følelsesmæssige belastninger, som de ikke har haft redskaber til at bearbejde. Det kan være følelsen af at være udenfor, svigt eller afvisning. Reaktionen bliver en slags overkompensation, hvor barnet larmer, fjoller og skubber grænser, fordi det inderst inde er bange for ikke at være nok.

Hyoscyamus kan være et utroligt virksomt middel, når barnet opfører sig ekstremt og uden hæmninger, men hvor der samtidig ligger en dyb følelsesmæssig smerte bag adfærden. Midlet kan hjælpe barnet med at finde ro, genoprette kontakten til egne grænser og støtte det overaktive nervesystem.


Homøopatiens styrke ligger i det individuelle og holistiske menneskesyn

De tre eksempler viser tydeligt, hvordan homøopati ikke handler om “én behandling for én diagnose”, men om at forstå hele barnet. Barnets energimønster, følsomhed, søvnrytme, tanker, reaktioner og følelsesliv.

Det er vigtigt at huske, at beskrivelserne af de homøopatiske midler i dette indlæg kun skitserer overfladen. De giver et lille indblik, men er langt fra dækkende. Derfor anbefales det altid at opsøge en uddannet klassisk homøopat for individuel behandling.

Der findes mange homøopatiske midler, som umiddelbart kan forveksles med hinanden. To forskellige børn kan for eksempel virke urolige, have vredesudbrud eller koncentrationsbesvær, men det er de fine nuancer i barnets personlighed, reaktionsmønstre fornemmelser og følelsesliv, der i sidste ende peger mod det rette middel.

I den homøopatiske samtale dykker man ned i i barnets:

  • sygdomshistorik
  • følelsesmæssige oplevelser
  • sanseoplevelser
  • tankemønstre
  • fordøjelse
  • søvnrytme
  • generelle fysiske velbefindende.
  • appetit
  • mad preferencer

Man er også opmærksom på, hvordan barnet reagerer på varme eller kulde, berøring, tidspunkter på dagen og samvær med andre. Alt dette danner tilsammen et billede af barnets indre tilstand.

Behandling af børn med ADHD med klassisk homøopati er en langsigtet, individualiseret proces, der kræver både tålmodighed, tid og faglig indsigt. Da hvert barn reagerer forskelligt, er det nødvendigt løbende at tilpasse behandlingen i takt med barnets udvikling, ændrede symptombillede og følelsesmæssige udfordringer. Homøopatiens tilgang er ikke at dæmpe symptomer, men at støtte barnets udvikling og fremme en indre balance, der giver varig bedring.

Læs om dette internationale studie med klassisk homøopati og ADHD hos børn i denne artikel fra International Academy of Classical Homeopathy: https://www.vithoulkas.com/classical-homeopathy-helps-hyperactive-children-10-year-follow/