Hvordan er det egentlig at være forælder til et barn med autisme?
For mange er det usynligt udefra, men hverdagen kan være både krævende og opslidende.
Her er min personlige historie.

Da min søn fik diagnosen autisme/Aspergers, satte det ord på noget, vi allerede levede midt i.
For vores hverdag var allerede præget af store udfordringer.

Min søn slog sit hoved ind i væggen flere gange dagligt.
Så hårdt, at jeg nogle gange måtte give ham cykelhjelm på indendørs for at beskytte ham.

Han ville ikke have tøj på.
Selv strømper kunne gøre ondt og skulle være helt uden syninger, for at han kunne holde dem ud.

Noget så simpelt som at få tøj på om morgenen kunne tage flere timer.
Nogle dage endte det med, at vi måtte give op.

Og samtidig vidste vi, at dagen først lige var begyndt. Hvis det stod til ham, ville han gå rundt uden tøj og leve af is.

Maden blev en stor udfordring. Han kunne finde fejl ved næsten alt og blive helt optaget af små detaljer, især når det handlede om mad. I en periode over flere måneder nægtede han stort set at spise og tabte sig 4 kilo.

Han kunne leve af et æg, en håndfuld nødder og is. Is var det eneste, han selv bad om, og når man ser sit barn blive tyndere og tyndere, endte vi til sidst med at give efter. Også selvom det betyder, at is bliver det eneste, han får fordi alternativet er, at han slet ikke spiser.

Som forælder sidder man tilbage med en konstant bekymring:
Får han nok næring? Gør vi det rigtige? Hvorfor har han det så svært ?

Han var meget ængstelig om natten og for at sove. Han var bange for at være alene.
Han fortalte om spøgelser og monstre, han så inde i væggene.

Han vågnede skrigende fra mareridt, næsten hver nat og den eneste måde, vi kunne få ham til at falde til ro på, var ved at tage ham med ud og køre ham rundt i klapvognen midt om natten.

Nætterne flød sammen med dagene og trætheden satte sig i hele kroppen på ham og på os som forældre. Det var en hverdag, der sled på os alle som familie. Ikke bare fysisk men også mentalt og følelsesmæssigt.

Som mor stod jeg ofte med en følelse af magtesløshed over ikke at kunne hjælpe mit eget barn. Og samtidig skulle hverdagen stadig hænge sammen.

Han kom i behandling hos en klassisk homøopat. Det var ikke nogen nem proces, og det tog tid. Over en længere periode prøvede vi forskellige midler uden den store effekt, og jeg var flere gange tæt på at miste troen på, at det ville gøre en forskel for ham.

Hvis jeg ikke selv tidligere havde oplevet en positiv effekt af homøopati, og selv var ved at uddanne mig som klassisk homøopat, havde jeg nok givet op. Men noget i mig sagde, at jeg skulle blive ved.

Og i dag er jeg dybt taknemmelig for, at jeg gjorde.

For da det rette middel endelig blev fundet, begyndte der at ske store forandringer.

Han stoppede markant med at slå sit hoved ind i væggen.
Han begyndte at spise igen og blev åben for nye fødevarer.
Han kunne have tøj på uden ubehag.
Og han kunne sove alene uden mareridt og angsten for monstrene forsvandt.

Det var en udvikling, der gjorde en mærkbar forskel både i hans liv og i vores hverdag. Over de følgende år fortsatte han med at udvikle sig. Han gik i en helt almindelig folkeskole, blomstrede op og blev både social og kreativ.

En vigtig bemærkning

Det er vigtigt for mig at understrege, at dette er vores personlige historie.

Jeg siger ikke, at homøopati kan kurere autisme eller hjælpe alle.
Men for os blev det en del af en udvikling, der gjorde en stor forskel.

Hvis du står i noget lignende og er nysgerrig på, hvordan jeg arbejder, er du altid velkommen til at kontakte mig eller læse mere her.